Hold da op, bloggen gået i ferie-mode, hvad? Sorry 'bout that!
Nå, men julen er lige om hjørnet, venner! Eller, det passer ikke helt... Selvom jeg i går fandt pebernødder i den lokale Netto. Hvorom alting er, så elsker jeg at bruge god tid på at finde på julegaveønsker og organisere ønskelister, så jeg er i fuld sving! Og jeg ville elske at eje ovenstående ting.
Drinkshakeren er optimal til en hyggeaften med veninderne, for helt ærligt, så kan jeg altså godt køre en smule fast i alt det cider-gøgl der. Og så er det jo heldigt, at min kære ven, Rune, har lært mig at lave white russians! Jeg sværger, det er gudeskønt.
Jeg er på udkig efter en stilet paraply, for må indrømme, at min lyserøde med hjerter fra Tiger skaber en smule stilforvirring. Lisbeth Dahl laver super mange flotte, men jeg falder alligevel hele tiden tilbage til den her, som efterhånden er lidt af en klassiker. Katrine har den også, og jeg er grøn af misundelse.
Louis Ghost armstolen fra Kartell er jo intet mindre end et vidunder! Jeg ønsker mig den brændende. Vil bruge den istedet for en skrivebordsstol. Og så kan man jo altid ønske sig en ekstra, hvis man engang skulle være så heldig at få sig et køkken med spisebord...
Noget alle kvinder - og egentlig også mænd - med respekt for sig selv bør eje, er et par skindhandsker. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvorvidt jeg ønsker mig et par, der er tidløst klassiske, eller om der gerne må være et par sjove detaljer på, ligesom de her fra Friis & Co.
Med risiko for at lyde en smule dramatisk, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal klare mig gennem foråret uden en sort læderjakke. I mit hoved sammensætter jeg allerede outfits med sådan en sag over skuldrene. Igen er jeg lidt i tvivl om stilen. Er egentlig på jagt efter en, der er lidt mere rå, men kunne alligevel ikke stå for denne skønhed fra Max Azria til den nette sum af 3.200 kroner. Bum.
Jeg drømmer om at trave Amsterdam tyndt i de her basser fra Nike til marts! De er efterhånden blevet et kæmpe hit, og selvom jeg normalt holder mig til Converse, når det gælder flade sko, så hopper jeg altså snart med på bølgen. Jeg elsker at de er neutrale i farven med et lille snert af pang.
Har også en lille special-drømme-never-gonna-happen-ønskeliste, som jeg vil dele med jer senere :)
/Camilla.