Ginger attack!

Jeg vil gerne fortælle lidt om mit liv som rødhåret. – "mærkeligt", tænker du nok, men det er faktisk ikke altid helt nemt:

Jeg har hele mit liv fået kommentarer for min hårfarve; både positive og negative. Jeg er enormt glad for min hårfarve, for - no offence, men jeg synes personligt ikke om den danske nationalhårfarve: leverpostejsfarven. Jeg vil hellere sammenlignes med et jordbær end en omgang grovhakket fra Stryhns.

Der går en del rygter om at rødhårede er ret temperamentsfulde, og det kan jeg kun være enig i - just ask around... Rødhåret; det er jeg, og temperament har jeg skam også. Jeg har heldigvis lært at styre det, så nu smækker jeg kun med døren, slår eller råber lidt, hvis jeg bliver meget sur. Da jeg var lille, havde jeg det frygteligste temperament: Jeg var for det meste en glad lille rødtop med bonggarn – ja krøllerne har jeg også lært at styre, men nogle gange fik jeg et raserianfald af den anden verden! Jeg har både bidt, slået, sparket og skreget i vilden sky og stakkels dem, der måtte være i nærheden – jeg føler mest for min gamle tandlæge, nøj hvor må hun da hade mig.. Men det tænkte jeg ikke så meget over dengang.

Da jeg var lille havde jeg altid noget, der lignede bonggarn eller en såkaldt Gitte-Madsen frisure. Aller heldigst – eller nok nærmere uheldig har jeg været med det såkaldte og meget berygtede springvand. I kender den alle sammen; en slags hestehale, der er placeret oven på hovedet. Charmerende.

Lidt drillet er jeg da også blevet pga. min hårfarve. Om det er fordi folk har været jaloux eller rødhårs-racister, det er jeg ikke helt sikker på.

Krøllerne her på mit pragthoved, de kører lidt deres eget show. De har vist endda også deres eget liv. Nogen gange vælger de simpelthen at holde ferie, andre dage er de tvunget på ferie. Og så er der de dage, hvor jeg ligner Diana Ross, der har siddet i en fugtig sauna. Man kan jo så diskutere, hvor fedt dét er.

Sommeren er ret hård for mig, for en ting, der hører til når man er rødhåret er at jeg har meget svært ved at bare at bevæge mig ud i solen. Altså, jeg er jo stort set ligeså bleg om vinteren som om sommeren, selvom jeg bruger flere timer ude i solen. Det kan godt være lidt generende, når jeg er på stranden, for da føler jeg mig altså lidt ved siden af, når jeg ligger sammen med mine søde, lyshårede og meget brune veninder. Man føler sig ikke vildt fabulous, når man går i ét med sit hvide badehåndklæde...

  

Efter jeg er blevet ældre, har jeg været i gennem de perioder, hvor jeg gerne ville af med det røde hår, men efter dybe, intense og hårde overvejelser blev konklusionen altså, at jeg måtte holde fast ved det gamle: Hvis jeg farvede det mørkt, ville jeg jo ligne døden eller én fra en gammel sort-hvid film, så tænkte jeg "yes"; jeg skulle da farve det blond! Indtil jeg så kiggede mig i spejlet og indså at jeg jo ville ligne et spøgelse.. Den dag i dag er jeg mig selv evigt taknemmelig for, at jeg ikke farvede det; for det at være rødhåret, det er rimelig fantastisk!

Men én ting er sikkert; when you see the red hair, you know I’m there.

/Katrine.